Ho Chi Minh city må være Hondas drøm, eftersom der er mindst 4 millioner scootere på gaderne I byen – heraf er det mest solgte mærke Honda, og sjovt nok den mest solgte model “Honda Dream”! Der er også mange scootere i Can Tho, hvor vi kom fra, men her i byen er der latterligt mange, og de kører som de har lyst til – ikke underligt at vi flere gange dagligt ser en ambulance med udrykning. At krydse en vej her er en udfordring i sig selv. Man skal egentlig bare lukke øjnene og gå, så undgår motorcyklerne dig når du krydser vejen! Byen i sig selv kan vi begge to ret godt lide – trods størrelsen (knap 8 mio. indbyggere) er byen pæn velholdt og den har alt hvad der er at byde på. Første hele dag i HCMC gik vi rundt på egen hånd. 1. stop var War Remnants museet, som var ligeså interessant og barsk som Khmer rouge fængslet i Phnom Penh. Museet bestod af en masse billeder fra krigen og informativ tekst samt udstillinger. Første del var noget barsk, med billeder af amerikanske soldater der holder et halvt lig (sprængt i stykker) frem med et kæmpe smil på læben.JPG)
og billeder af døde Vietcons i massevis! Det mest rørende var dog den del af museet omhandlende Orange people, de mennesker, der blev berørt af den gift, som de amerikanske soldater kastede ud fra fly over store dele af landet – og billeder, der viser, hvordan det har påvirket børn født af mødre, som blev ramt af giften dengang. Der hang billeder af deforme børn og der var også udstillet et rigtigt misfoster i glas, ret creapy! Museet udstillede også en masse propaganda materiale og anti-war posters fra krigens tid og udenfor var der udstilinger af militære transportmidler, tanks og fly. Sidste del af museet omhandlede torturmetoderne af Vietcon fangere – heriblandt ”tiger cages”, hvor 3-4 mennesker var indespærret i umenneskelig små bure lavet af pigtråde. Under denne udstilling var der også celler med små låger ind i døren, som man kender dem fra film, hvor fangevogterne sætter mad ind til dem gennem hullet – jeg gik hen og åbnede lågen og kiggede forsigtigt ind i det mørke rum, hvor jeg i hjørnet fik øje på en ret realistisk dukke, hvilket gav mig sådan et chok at jeg skreg og mit hjerte hamrede af sted i flere minutter bagefter – såå klamt! Efter et barsk, men lærerig og veldokumenteret museumsbesøg, fandt vi en vietnamesisk resturant, hvor de havde buffet for 10 kr per næse inkl drikkevarer og dessert;-) Mætte og tilfredse gik vi videre for at se Reunification Palace (Independence palace), hvor den sydvietnamisiske president Diem, under sit embede i 60’erne blev dræbt af sit eget folk, pga sin upopularitet. Næste stop p
å vores byvandring var ”Ben Tanh” markedet, hvor vi fik en forfriskning og kiggede lidt, dog uden at bruge en øre;-) Om aftenen fandt vi en frisørsalon, hvor Michael fik en studsning for 10 kr! Derefter fik vi os et billigt måltid mad, bestående af en durum til Michael og en portion kopnudler til mig – men desserten var til gengæld god, frozen youghurt med toppings bestående af vingummi, chokolade, jordbær og melon, mums! Mens vi nød desserten fulgte vi med i de mange scooters liv ude på gaden. Onsdag tog vi en dagstur til Chu Chi tunnellerne, hvor vietconerne gemte sig og levede, under bombardamenterne af amerikanerne i krigen. Efter at have set en dokumentar, omkring hvordan de levede flere meter under jorden, i de 250 km lange tunneler, fik vi selv lov til at kravle ned i nogle af dem. De var ret snævre, trods at de faktisk var blevet forstørret en del, så turister fra vesten også kunne være i dem. I tunnelernes oprindelige størrelser, var nogle af indgange fra jordens overflade, ikke større end et A4 ark! Efter 80 meters kravlen under jorden, kom vi svedende op til overfladen igen! I morgen går turen så videre til Mui Ne, en kystby, små 200 km nord for Ho Chi Minh.
.JPG)
og billeder af døde Vietcons i massevis! Det mest rørende var dog den del af museet omhandlende Orange people, de mennesker, der blev berørt af den gift, som de amerikanske soldater kastede ud fra fly over store dele af landet – og billeder, der viser, hvordan det har påvirket børn født af mødre, som blev ramt af giften dengang. Der hang billeder af deforme børn og der var også udstillet et rigtigt misfoster i glas, ret creapy! Museet udstillede også en masse propaganda materiale og anti-war posters fra krigens tid og udenfor var der udstilinger af militære transportmidler, tanks og fly. Sidste del af museet omhandlede torturmetoderne af Vietcon fangere – heriblandt ”tiger cages”, hvor 3-4 mennesker var indespærret i umenneskelig små bure lavet af pigtråde. Under denne udstilling var der også celler med små låger ind i døren, som man kender dem fra film, hvor fangevogterne sætter mad ind til dem gennem hullet – jeg gik hen og åbnede lågen og kiggede forsigtigt ind i det mørke rum, hvor jeg i hjørnet fik øje på en ret realistisk dukke, hvilket gav mig sådan et chok at jeg skreg og mit hjerte hamrede af sted i flere minutter bagefter – såå klamt! Efter et barsk, men lærerig og veldokumenteret museumsbesøg, fandt vi en vietnamesisk resturant, hvor de havde buffet for 10 kr per næse inkl drikkevarer og dessert;-) Mætte og tilfredse gik vi videre for at se Reunification Palace (Independence palace), hvor den sydvietnamisiske president Diem, under sit embede i 60’erne blev dræbt af sit eget folk, pga sin upopularitet. Næste stop p
å vores byvandring var ”Ben Tanh” markedet, hvor vi fik en forfriskning og kiggede lidt, dog uden at bruge en øre;-) Om aftenen fandt vi en frisørsalon, hvor Michael fik en studsning for 10 kr! Derefter fik vi os et billigt måltid mad, bestående af en durum til Michael og en portion kopnudler til mig – men desserten var til gengæld god, frozen youghurt med toppings bestående af vingummi, chokolade, jordbær og melon, mums! Mens vi nød desserten fulgte vi med i de mange scooters liv ude på gaden. Onsdag tog vi en dagstur til Chu Chi tunnellerne, hvor vietconerne gemte sig og levede, under bombardamenterne af amerikanerne i krigen. Efter at have set en dokumentar, omkring hvordan de levede flere meter under jorden, i de 250 km lange tunneler, fik vi selv lov til at kravle ned i nogle af dem. De var ret snævre, trods at de faktisk var blevet forstørret en del, så turister fra vesten også kunne være i dem. I tunnelernes oprindelige størrelser, var nogle af indgange fra jordens overflade, ikke større end et A4 ark! Efter 80 meters kravlen under jorden, kom vi svedende op til overfladen igen! I morgen går turen så videre til Mui Ne, en kystby, små 200 km nord for Ho Chi Minh.
0 kommentarer:
Send en kommentar